Bannerkrigen

Nekromantikeren fik lokket en grønhud til at ofre sit liv, og kunne derved bruge dennes livsenergi til at kaste et mægtigt, men desperat, ritual.

Ritualet hidkaldte demæn fra banneret igen, men denne gang blev den fanget i nekromantikerens krop.

Nok var nekromantikeren mægtig, men fyldt med denne dæmons energi kollapsede den sidste menneskelige tanke i hans hoved. Nu handlede det kun om at spilde andres blod

Elverne var for længst flygtet fra skoven, så nu var der kun grønhuder og mennesker tilbage til at tage sig af denne ustyrlige trussel.

Flere gange prøvede menneskene at få lavet en alliance med grønhuderne, men de havde fået kamp på hjernen, og kun midlertidige alliancer opstod, når den besatte nekromantiker dukkede op.

Igen og igen prøvede de to grupper at nedlægge den besatte nekromantiker, men det viste sig at være mere besværligt end som så.

Først fandt de ud af, at deres almene våben slet ikke kunne skade den besatte nekromantiker, og de måtte derfor søge viden fra fremmede

I skoven vandrede en mystisk kvinde og hvad der viste sig at være en heksejæger.

Den mystiske kvinde levede i et med skoven, og var yderst utilfreds med den voldsomme hærgen der fandt sted.

Heksejægeren var på jagt efter nekromantikeren, men vidste ikke at det voldsomme væsen, der var gået amok, var netop denne nekromantiker besat.

Menneskene og grønhuder fik hver især luret, at den mystiske kvinde kunne velsigne deres våben, således at de ville blive i stand til at skade den besatte nekromantiker. Dette fik de derfor gjort igennem nogle korte ritualer, som inkludere ofring af eget blod.

Nu i stand til at give skade, jagtede de to grupper igen deres hidtil største fjende, men efter flere drabelige slag, hvor mange mennesker og grønhuder fik tæv, gik det op for begge parter, at selv om de fik tævet den ned, så lukkedes dens sår igen, og snart var den på rov igen.

Igen søgte grupperne hjælp hos hæksejægeren og den mystiske kvinde.

De fandt ud af, at heksejægeren havde evnen til at holde ondskaben fanget på et enkelt sted i en kort tid, men at dette ikke var nok til at dræbe den besatte nekromantiker.

De fandt også ud af, at den mystiske kvinde kunne afholde et ritual, som ville adskille dæmonen og nekromantikeren længe nok til, at de ville kunne dræbe nekromantikeren, og derved forhindre dæmonen i at manifestere sig i ham mere.

Endnu en blodig kamp fandt sted, og da dæmonen endelig lå slået, bundet til det ene sted af Heksejægeren, kunne den mystiske kvinde afholde ritualet.

Uhyggelige smertens og frustationens skrig slap løs fra den besatte nekromantikers mund, men menneskene og grønhuderne skyndte sig at udnytte situationen.

Et kort øjeblik var al fjendskab mellem de to grupper glemt, mens der blev samlet træ ind til at brænde nekromanseren til aske.

Stilheden efter nekromantikerens død varede dog kun et øjetblik, for da begyndte grønhuderne hurtigt at kede sig igen. Menneskene blev nu overfaldet for fulde, og en lang og tæt kamp fandt sted.

Menneskenes træning var dog præcis nok til at nedkæmpe de fleste grønhuder og sende den sidste på flugt dybt ind i skoven.

Hvad denne ork finder på at desperate ting i skoven mørkeste afkroge, og hvad de sårede mennesker nu vil gøre, må vi spændt vente på indtil næste gang.